mandag den 24. september 2007

Heldagstur til Vorupør

Søndag den 23. september 2007

Vi startede kl. 8.45, med rigtig godt vejr, mod Arnborg Cafeteria, hvor vi fik rundstykker og kaffe.

Vi var 15 klubmedlemmer fra ” Orkanen”, alle var i godt humør og solen kom nu rigtig igennem og vejret var fint. Så kørte vi vest på mod Søndervig, og videre nordpå. Da vi nærmede os Torsminde, var vi oppe i klitterne og nede på den anden side, for at se bunkers og så videre mod Bovbjerg fyr, hvor der er nogle meget stejle skrænter ned til havet. Derefter til Tørring Huse, hvor vi fik en rigtig lækker ribbensteg, kartofler, brun sovs og rødkål næsten lige som juleaften, derefter kaffe med småkager. Derefter kom vi til Thyborøn, hvor vi besøgte ”Sneglehuset” og ”Ølmuseet” med 9.700 forskellige øl. Vi så også lysstøberiet, hvor vi kunne købe flotte lys og omme i ”De røde Barakker” lavede de bolcher, og der var et glaspusteri. De havde lavet en flot gildesal af den gamle fiskekutter (Mallemukken) med bunden i vejret og der kunne man spise rigtig godt til rimelige priser. KL.17 sejlede vi så over ved Agger Tange og kørte videre til Vorupør, gik en tur på den lange mole, spiste derefter i Cafeteriet, og så gik turen hjemad over Struer, Holstebro, Herning til Marie Plads i Vejle, hvor vi ankom kl. 22.00.
Tak for en god og veltilrettelagt tur.
Inger Marie Jensen og Marius Sørensen.